
ORD
Stykker med himmel
- Udkom: 2020 hos Høst & Søn / Gyldendal
- Illustreret af: Stian Hole
Bagsidetekst
“MAN SKAL IKKE have for høje tanker om døden. Døden er fast arbejde. Det siger far. Han står op hver morgen halv seks og er skæv i ryggen af at grave. Man skal ikke have for høje tanker om noget som helst. Den nye pige i klassen for eksempel. Eller sig selv for den sags skyld. At man kunne blive venner eller sådan noget. Det kan man godt spare sig.”
Mor kalder Karl for skat. Den nye pige i klassen kalder ham for idiot. Og uanset hvad Morgan kalder ham, kan Karl ikke finde på noget at svare tilbage. Farfar plejede bare at kalde ham for Karl, men farfar siger ikke så meget mere. Døden er nemlig begyndt at få fat i Karls farfar, som ellers er indbegrebet af liv med sit lange skæg og mange historier.
Stykker med himmel er en poetisk og fortættet fortælling om at miste sit faste holdepunkt og samtidig opdage helt nye sider af sig selv. Bogen er en selvstændig forsættelse til Veronika lyder som harmonika og er ligesom den illustreret af Stian Hole.
Uddrag af anmeldelser
“Der er masser af håb i bogen, en ukuelighed, der bryder frem, som en ukrudtsplante midt i en asfaltjungle. Nordmanden Stian Hole har lavet en række illustrationer til bogen, der passer som fod i hose til den stramme fortælling. (…) Bogens titel henviser både til et puslespil, som Karl lægger med sin farfar, men jeg tror også, at det handler om, at der i det komplicerede og dunkle altid vil være stykker med himmel, hvis man leder lidt.”