Sommerdrenge
ORD

Sommerdrenge

Anna og kille går tur på havnen. Ham, siger anna. Nej, siger kille. Ham, siger anna. Nej, siger kille. Ham, siger anna. Nej, siger kille. Måske kan du slet ikke lide drenge, siger anna. Kille ved ikke, hvad hun kan lide.

Sommerdrenge handler om torden, øl og drenge. Om at bade I solen. Om ikke at være den samme som man var sidste sommer og alligevel aldrig at have været mere sig selv.

Uddrag af anmeldelser

“Rebecca Bach-Lauritsens fortæller overbevisende og solidarisk om, hvor forfærdeligt og fantastisk det er, når kroppen lige pludselig beslutter sig for at forandre sig … der sker lige så meget spændende i denne lille korte bog på blot 96 sider, som der gør i samtlige teenageår. “
- Anita Brask Rasmussen, Information
“ Man kan mærke uroen i hele bogen, den uro, der er i krop og sjæl, når man er ved at blive voksen og alle følelserne og hormonerne kører rundt i kroppen. Bogen er skrevet i kortprosa, små korte afsnit på hver side, hvor der ligger meget mere mellem linjerne. Bogen kan læses på flere plan og ad flere gange. “
- Anne Birgitte Hundahl, Litteratursiden. dk
*****
“Der findes øjeblikke i livet, som på samme tid er private og almenmenneskelige. Som det første samleje, hvor barndommen med ét skilles fra ungdommen. Dét øjeblik kredser Rebecca Bach-Lauritsen om i sin fine, fint sansende ungdomsbog … Rebecca Bach-Lauritsen lykkes i det hele taget med at skrive smukt, nærværende og ikke mindst troværdigt om de to piger og deres ventetilstand. Det er en kunst, man ikke skal undervurdere. “
- Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske
“En stor læseoplevelse af meget høj litterær karat. “
- Kulturnyt på P1
Som teater

Sommerdrenge

“ ‘Sommerdrenge’ er en ret sprød forestilling. Forestillingens gnist og attraktioner er den udsathed, den søgen og den hudløshed som stykkets tre pubertetsunge, Fisker, Kille og Anna, udsender.”
– Teateravisen. dk

Opsat her:
– Husets Teater 2014
– Teatret ved Sorte Hest 2014
– Bådteatret 2015