ORD
Når jeg bliver lille igen
- Udkom: 2022 hos Gutkind
- Omslagsgrafiker: Rue Jean Nicot
Om udgivelsen:
“Når jeg bliver lille igen” er mine refleksioner over, hvorfor jeg skriver bøger til børn.
“Når jeg bliver lille igen” er mine refleksioner over, hvorfor jeg skriver bøger til børn.
Forlaget skriver:
“Når jeg bliver lille igen” er Rebecca Bach-Lauritsens refleksioner over, hvorfor hun skriver bøger til børn. I en personlig og vidtforgrenet prosa fortæller Bach-Lauritsen om at blive forfatter og om fødsler og dødsfald som skelsættende erfaringer.
“Når jeg bliver lille igen” er Rebecca Bach-Lauritsens refleksioner over, hvorfor hun skriver bøger til børn. I en personlig og vidtforgrenet prosa fortæller Bach-Lauritsen om at blive forfatter og om fødsler og dødsfald som skelsættende erfaringer.
Uddrag af bog
“Jeg går med min søn i hånden. Vi går langs husene, han går inderst, han rører ved muren, pegefingeren passer lige ind i rillen mellem murstenene, han kan godt lide at røre ved ting, det er ikke nok at få verden ind med øjnene. Han er seks år og lige startet i skole. Der er madordning og vi snakker om, hvad de har fået at spise de første dage. Græskarsuppe. Boller i karry. Noget han ikke ved hvad var og som var lidt for stærkt. Jeg siger, at det er dejligt, at de får varm mad. Han siger ja, men at han også glæder sig til sin madpakke. Jeg siger, at han jo ikke får madpakke med mere, det skal man ikke på hans skole. Men når jeg skal tilbage i børnehaven, siger han. Du er stor nu, siger jeg. Du skal ikke tilbage i børnehaven. Jo, siger han. Når jeg bliver lille igen.
Siger jeg til ham, at man ikke bliver lille igen? Siger jeg, at tiden kun går én vej?
Det er ti år siden, men jeg er tilbage i det øjeblik på ingen tid. Jeg kan mærke hans hånd, den er lille og blød, hele ham er lille og blød, hans øjne er så mørkegrønne, at man tror, de er brune, han har store, hvide krøller, vi går langs muren, og jeg håber, at den aldrig stopper.
Går tiden virkelig kun én vej?”
Det er ti år siden, men jeg er tilbage i det øjeblik på ingen tid. Jeg kan mærke hans hånd, den er lille og blød, hele ham er lille og blød, hans øjne er så mørkegrønne, at man tror, de er brune, han har store, hvide krøller, vi går langs muren, og jeg håber, at den aldrig stopper.
Går tiden virkelig kun én vej?”