Jeg har altid fortalt historier, så når jeg bliver spurgt, hvordan jeg blev forfatter, svarer jeg tit, at det har jeg på en måde altid været. Som barn var det bare i en lidt uheldig form, hvor det var mere naturligt for mig at sige noget, der ikke passede, end det, der egentlig var sandt. Man kan kalde det at lyve, men jeg vil lægge armen om mit barnejeg og i stedet sige, at jeg havde en særlig lydhørhed overfor alternative udgaver af virkeligheden.

Engang fortalte jeg min klasse, at jeg havde arvet en slikbutik, og at hele vores kælderrum var fyldt med vingummisutter, bobletyggegummi, chokolade og karameller, og jeg endte med at bruge alle mine penge (30 kroner) på at købe slikkepinde i kiosken og dele ud i skolen som bevis for den uendelige mængde slik, jeg var i besiddelse af.

På et tidspunkt stoppede jeg med at fortælle den slags historier, og da de vendte tilbage, var det i en sundere form, nemlig som bøger. Man skal ikke skamme sig over at have en god fantasi, men jeg vil til hver en tid anbefale at være forfatter fremfor løgner.