Om rebecca bach-lauritsen

Når jeg skriver, tilhører jeg ikke nogen. Det er en vild frihed og samtidig, helt tæt op af den frihed, jeg ser det for mig som tåge, følelsen af at være faret fuldstændig vild.

Den tilstand elsker jeg.

Jeg er tiltrukket af at skrive om de ting, jeg ikke kan finde ord for.
Måske er det en form for leg, jeg leger med mig selv.
I hvert fald er det min måde at være i verden på.
At finde ud af, hvad jeg kan få sproget til at rumme.
Hvad jeg kan sprænge sproget i stykker med.
Hvordan jeg kan skrive stilhed.

Jeg er optaget af, hvad man kan med sproget. Og hvad man ikke kan.
Og hvordan man så kan det, man ikke kan med sproget, på andre måder.
Derfor fortæller jeg med ord, lyd, billeder. Hver fortælling må finde sin form.

Tanker til mine yngste læserer

Jeg har altid fortalt historier, så når jeg bliver spurgt, hvordan jeg blev forfatter, svarer jeg tit, at det har jeg på en måde altid været. Som barn var det bare i en lidt uheldig form, hvor det var mere naturligt for mig at sige noget, der ikke passede, end det, der egentlig var sandt. Man kan kalde det at lyve, men jeg vil lægge armen om mit barnejeg og i stedet sige, at jeg havde en særlig lydhørhed overfor alternative udgaver af virkeligheden.

Engang fortalte jeg min klasse, at jeg havde arvet en slikbutik, og at hele vores kælderrum var fyldt med vingummisutter, bobletyggegummi, chokolade og karameller, og jeg endte med at bruge alle mine penge (30 kroner) på at købe slikkepinde i kiosken og dele ud i skolen som bevis for den uendelige mængde slik, jeg var i besiddelse af.

På et tidspunkt stoppede jeg med at fortælle den slags historier, og da de vendte tilbage, var det i en sundere form, nemlig som bøger. Man skal ikke skamme sig over at have en god fantasi, men jeg vil til hver en tid anbefale at være forfatter fremfor løgner.

Mine bøger er udkommet i:

Danmark, Norge, Kina, Korea og Frankrig.

FORFATTERPRISER
  • Shortlistet til Kulturministeriets forfatterpris 2021
  • Nomineret til Mofibo Awards 2021
  • Nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris, 2020
  • Nomineret til Kulturministeriets forfatterpris 2014
  • Nomineret til Kulturministeriets forfatterpris 2011
  • Modtager af Skriverprisen 2011
  • Modtager af IBBYs æresbevis 2011
  • Modtager af Statens Kunstfonds Præmiering 2011
  • Udvalgt med 2 titler til Books from Denmark 2020
  • Udvalgt til 100 Outstanding Picturebooks 2020
RADIOPRISER
  • Prix Europa 2020 nomineret for Williams Død
  • Prix Europa 2017 andenplads i kategorien Bedste Radiodokumentar for Rystelsen
  • Prix Europa 2012 innovationspris for Ramasjang Radio
  • Prix Nordica 2011 innovationspris for Ramasjang Radio
  • Prix Nordica 2006 sølvmedalje for Monster Quiz på P3
TV-PRISER
  • Nomineret til TV-Prisen 2021 for Bamselægen på Ramasjang