LYD

HVERT ÅR I OKTOBER

Hvert år i oktober dør min far. Han kommer skævt ind i et sving og flyver firs meter ud over en klippeskrænt. Bilen lander i den svenske skovbund med et brag som ingen hører.Jeg har været bange for at fortælle om min fars død. Bange for at gøre den til en historie. Bange for at give den væk. Bange for at miste ham helt på den måde.

Det er jeg ikke mere. Jeg er nærmere bange for at miste ham hvis jeg ikke fortæller. Min far blev 48 år. Det er 22 år siden han døde. Sorgen er en cirkel og en linje. Linjen fører mig hvert år længere væk fra ulykken. Cirklen bringer mig hvert år tilbage.

Podcast i 4 afsnit om at miste og mindes og om sorgens sære natur

Uddrag af anmeldelser

"Rebecca udfolder i denne podcastserie en fortælling om sin far, hans intense liv fyldt med fart og musik, der endte pludseligt og dramatisk i oktober. Det er en smuk, poetisk og personlig undersøgelse af, hvordan musik og lyd blandet med minder og associationer kan skabe en genfortælling af et menneske i ens liv."
- Landsforeningen Liv & Død
“Du fortæller det hele helt nært, alle detaljer, og alligevel står historien åben, så vi andre kan gå ind i den.”
- Bjørg Tulinius, Kristeligt Dagblad
Priser

KÅRET TIL ÅRETS PODCAST 2022

Prisen for årets podcast gives til en podcast som med et nytænkende koncept og en eller flere outstanding værter/reportere/producere/fortællere skiller sig ekstraordinært ud fra andre podcasttilbud til målgruppen. Som har budt på magiske øjeblikke, og har gjort en forskel for lytterne og den platform, der distribueres fra. Podcasten har i det forgangne år været på alles læber i målgruppen, takket være sit skarpe, relevante, uforudsigelige og/eller humoristiske indhold. 

Vinderen forstår at udnytte podcastmediets styrker og sikre at indholdet er produceret og afviklet på en måde, der tilgodeser de særlige lytte- og brugsomstændigheder, der gør sig gældende ved podcast/on demand indhold. Indholdet skal være tænkt som ”digital first”, men må gerne også være afviklet som broadcast. Det er ikke nødvendigvis produktionskvalitet, der udstikker en vinder, men i lige så høj grad originalitet og relevans. 

Juryen skulle i bedømmelsen bl.a. lægge vægt på.

1) Originalitet

2) Dramaturgi/ medieforståelse 

3) Radiofonisk kvalitet (teknik/effekter/mix/musik).

Om årets vinder sagde juryen ”kombinerer det hele og rammer målgruppen”.

Juryen understregede desuden, at den i særlig grad fungerer som podcast. Klipningen, produktionen og den måde den er skruet sammen på. Sorgen bliver til mere end det vi umiddelbart ser og føler. Lydligt er det meget smukt. Årets vinder har en formidabel musikbrug, en formidabel lydbrug.